+45 32 47 76 72

Ansigtshuden reagerer – ligesom resten af kroppen - på temperaturskift. Og derfor er det en god idé at klæde den på efter vejret og alliere sig med nogle af de tørstslukkere, der bedst købes på tube og krukke.

Inden afrejse viser temperaturmåleren måske fem plusgrader. Seks timer senere er den steget til tæt på 30. Og efter få dage i varmen med kroniske svedbobler på næseryggen og et ansigt ramt af Mallorca-knopper begynder de fleste at undre sig. For skyldes hudens pludselige oprør mon varmen, det bratte temperaturskift eller er der tale om post-pubertet?

Sandsynligvis det første. For huden kan reagere på både varme og den stigende  luftfugtighed, der som regel følger med opad. Og her lyder det bedste råd på ekstra fugt. For når ansigtshuden protesterer – måske med udbrud af knopper - er det oftest et råb om at få slukket tørsten. Til gengæld anbefaler hudplejeekspert og klinikindehaver, Daniela Fraser, at skrue ned for fedtet. Under varme himmelstrøg har huden nemlig ikke det samme behov for fede, nærende cremer, som når det er køligt. Her gælder tilsvarende regler som for garderoben:  også cremer skal være lettere og mere luftige i varmen.

Når luftfugtigheden øges, og temperaturen er højere, end vi er vant til, stiger  talgproduktionen i huden også. Og her kan huden risikere at boble lidt op – især hvis man også fester mere end normalt, forklarer Fraser med tanke på ”Mallorca-knopperne”, som i  realiteten er varmeknopper. Anbefalingen går derfor på at klæde huden lettere på ved at vælge lotions med mere vand fremfor cremer med højt fedtindhold. Derudover skal der slibes med et eksfolieringsprodukt, så ophobninger af døde hudceller fjernes. Herefter vil vejen være banet, for at huden bedre kan ånde og optage fugt.

På spørgsmålet om, hvad der er nødvendigt for tørstig hud, er det dog også vigtigt at se på, hvad den udsættes for. Og i varmen vil det naturligt nok være flere UV-stråler end normalt. Og får de lov til at brune eller rødme huden, sker der automatisk en såkaldt helingsproces, som hudlægerne kalder det. En proces, der netop giver tør hud, og hvor mere fedtholdige cremer ikke desto mindre gør godt. Problemet med de fede cremer er blot, er de ikke er så behagelige under varme himmelstrøg. Det er de lette varianter til gengæld og det opfordrer dermed – igen, igen – til at nyde solen i beherskede portioner.

Tør eller dehydreret hud ?

Der er forskel på, om huden er tør eller dehydreret. Amerikanske dr. David Orentreich, som står bag hudplejemærket Clinique, forklarer, at ”tør” betyder mangel på væde. ”Dehydreret” – derimod – betyder,  at huden har været fugtmættet, men ikke er det længere. Begge ord henviser til fravær af vand, men det er fedtstof, der vil gavne tør hud – og vand, der vil komme dehydreret hud til undsætning. Tør hud er som regel rød og skaller let af i små flager.

Ifølge Orentreich øges risikoen for dehydreret hud i selskab med cigaretter og alkohol, ved brug af krasbørstige renseprodukter, ved ophold i tør luft som flykabiner og i blæsende vind og sol eller i højt beliggende områder. Og hvis der ikke drikkes nok vand. 

Alderen spiller også ind. For som barrierefunktion hører det til blandt hudens vigtigste opgaver at holde på fugten. Og den evne reduceres med alderen, fordi huden bliver tyndere og dårligere til at producere naturligt fedt. Og endelig er der solen, slutter Orentreich: "jo flere solforbrændinger huden har fået, des ringere bliver dens barrierefunktion.”

• Clarins Hydra Quench Cream – varenummer 2151
• Clinique Moisture Extras – varenummer 8365
• Ole Henriksen Herbal Day Kit – varenummer 9290
• Biotherm Aquapower Homme – varenummer 9405

For at shoppe, bestille sæder eller se dine tidligere bestillinger skal du logge ind med bookingnummer og rejsearrangør.