Udover at være garant for blikfang er mascaraen det makeup-produkt, kvinder ikke vil undvære.
I snart 100 år har mascara været med til at redde kvinders udseende – hver dag, verden over. Og udviklingen har aldrig stået stille: Farven er blevet forbedret, børsten har fået ny form, og efterhånden kan du gøre dine vipper både længere, fyldigere og ekstra buede med blot et enkelt strøg. Nyeste skud på stammen er mascara med strøm i – og selvom det måske lyder som en overflødig effekt, er det faktisk rigtig smart.
De perfekte Bambi-vipper fås ved at bru ge små zigzag-bevægelser for at undgå klumper, og det er især vigtigt at komme helt ind til roden af vipperne for at skabe illusionen af ultralange vipper. Men det kræver en helt rolig hånd, hvis du vil undgå sorte klatter i øjenkrogen og streger på kinden, og det er her, de nye, strømførende mascaraer kommer ind i skønhedsbilledet.
Ved hjælp af et lille batteri vibrerer mascaraen automatisk, når du åbner den, og småbitte zigzag-bevægelser sørger for at skille vipperne og påføre mascaraen fra rod til spids. For mere drama-effekt kan du hurtigt skrue endnu mere op for vippernes volumen, da det er let at lægge endnu et lag eller to. Hvor traditionelle mascaraer nemt får det ekstra lag til at klistre og klatte, sørger de småbitte zigzag-bevægelser for, at vipperne holdes adskilt, og at mascaraen ikke klumper.
Estée Lauder var først på markedet med den vibrerende TurboLash All Effects Motion Mascara.
”Du behøver ikke selv at udvikle en perfekt teknik, for børsten gør arbejdet med at skille og sprede vippehårene, og det bliver bedre, end du nogensinde selv vil kunne gøre det med håndkraft,” sagde Anne Carullo, Estée Lauders globale udviklingschef, i den forbindelse.
Snart efter fulgte Lancôme med Ôscillation Power-Mascara, hvis miniaturemotor vibrerer 7000 gange i minuttet. Og flere er på vej.
Så vil du være med på den nyeste skønhedstrend og samtidig bruge dine penge på noget, der højner niveauet i din makeup-pung, er det mascaraer med strøm, du skal skrive øverst på din ønskeliste.
MASCARA TIPS – med og uden strøm
Har du problemer med at få din mascara til at holde formen – også selvom du bruger vippebukker – så prøv med vandfast mascara, der ofte er udstyret med ekstra styrke. Sæt tid af til at lægge din mascara ordentligt på. Ofte forventer vi, at det skal gå lynhurtigt, og så ender det med klumper eller klatter. Sort mascara klæder alle – det er er myte, at brun passer bedre til lyse kvinder.
 |
Mascaraens historie
1913 Kemikeren T. L. Williams opfandt den første mascara til sin søster Mabel og solgte den via postordre.
1915 - Den første crememascara kommer på markedet i et lille hylster og påføres med en lille, separat børste.
1917 Cake-mascara (pulver), som blandes med vand ved hjælp af en børste, kommer i butikkerne.
1939 Den vandfaste mascara opfindes.
1958 Genopfyldelig ”automatisk” mascara kan nu fås – det er forløberen for nutidens mascara.
1980 Den første mascara som plejer og forstærker vipperne.
1995 Mascara til sensitive øjne.
1998 Mascara, der bukker vipperne. Den elastiske formel bukker vipperne og tørrer hurtigt for at fastholde den form, som skabes med børsten.
2000 Mascara, der giver samme effekt som falske vipper: Forlænger, bukker, adskiller og gør vipperne fyldigere.
2003 Børste med spidse hår af gummi til ultrapræcis påføring af den rette mængde mascara.
2008 Estee Lauder lancerer TurboLash All Effects Motion Mascara – den første mascara med strøm i. Lancôme og Givenchy følger hurtigt trop – sidstnævnte med nyt, rundt børstedesign.
|